Vagabond Rejs mener:

Det renoverede Tirana.

Albanien – Den bedste del af Middelhavet

Lørdag d. 30. Oktober 2010

Af Christian Adamsen, Ansvarshavende udgiver, www.vagabond.info.

 ”Albanien! – Hvad med det?”, spørger jeg.

”Albanien, det er sagen”, svarer min nye ven Ken.

”Hva´ snakker du om?”, spørger jeg.

”Albanien”, svarer Ken, ”Det er helt fantastisk”.

”Hva´ mener du?” spørger jeg.

”Det skal du selv opleve, Christian”, svarer Ken.

”Nu er du lidt dum at høre på, Ken”.

Men uanset ovenstående samtale og al verdens skepsis, gik der ikke lang tid, før jeg sad i en flyver på vej til Tirana sammen med min nye ven Ken B fra Se & Hør. Alt, hvad der er ”fantastisk”, tiltrækker heldigvis fortsat min nysgerrighed.

Tirana med de tre B’er

Jeg ved godt, at de tre B’er venter på mig: Betonkommunisme, 700.000 Bunkers og Burka-klædte kvinder. Dette er trods alt landet i Europa med mere end 70 procent muslimer. Landet, som Enver Hoxha styrede benhårdt og 100 procent diktatorisk frem til sin død i 1985. Landet, som har været totalt isoleret fra omverdenen, indtil pyramidespil fik landet til at bryde sammen og bådflygtninge i tusindvis strømmede til Europa via Italien.

Vi glider let og ubesværet gennem Tirana lufthavn og ud til en taxi, som kører os direkte til hotellet. Reservationerne stemmer, og i løbet af 40 sekunder har vi vores værelsesnøgle. Op med kufferten og ud i Tirana for at leje en bil og se på, hvad byen ellers har at byde på.

Her i slutningen af maj er klimaet yderst venligt, og i ført jeans og t-shirts bevæger vi os ind i centrum af hovedstaden, hvor vi finder tæt besatte cafeer, gode restauranter og tjekkede barer suppleret op af klik-klak lydene fra de unge kvinders stilethæle. Mit indre billede af Albanien harmonerer på ingen måde med virkeligheden, og i løbet af 14 sekunder må jeg give slip på mine fordomme. Tirana er en pulserende hovedstad, som giver den max gas uanset hvilke fordomme, jeg møder op med.

Importerede italienske arkitekter

Tirana er en forholdsvis ny by, grundlagt i 1614 af Sulejman Pasha fra Mulleti, som byggede en moske, et tyrkisk bad og en bager. Mere kompliceret gjorde man ikke tingene dengang: Et sted til at bede, et sted til at bade, og et sted til at spise. Sådan venner, så kan I godt bosætte jer.

Men Tirana levede en lidt hensygnende tilværelse, indtil den blev udråbt som hovedstad i 1920, og italienske byplanlæggere og arkitekter blev importeret i stor stil. Den store boulevard Deshmoret e Kombit løber fra Moder Teresa pladsen op til Scanderberg pladsen og fortsætter som Boulevard Zogu 1 til udkanten af byen. Den flotte Scanderberg Plads, de ministerielle bygninger, Nationalbanken, ja selv Rådhuset blev bygget af italienere og bidrager til at give byens centrum Middelhavs-atmosfære.

Tæt på Scanderberg pladsen er der et lille boligområde, Blloku, bygget midt i frodig vegetation, det minder mest af alt om et roligt forstads villakvarter. Her boede partitoppen med Enver Hoxha i spidsen, så de i ro mag kunne planlægge, hvor de 700.000 beton-bunkers skulle bygges. Det må have krævet enorm koordination at placere så mange bunkers i så lille et land.

I kvartererne rundt om Scanderberg pladsen ligger mange cafeer, barer, restauranter og butikker. Specielt skobutikker florerer i en grad, der sætter selv Milano i skyggen.

Albanerne søger ikke selv øjenkontakt, men undgår den heller ikke. Tværtimod fastholder de blikket, indtil man hilser på dem, så hilser de straks igen – de fleste med et stort smil.

Servicemindet betjent

Efter et døgns tid i hovedstanden sætter vi kursen sydover i vores lejede bil. Vi har kun kørt en halv time ad motorvejen, da vi bliver vinket ind af den halvfede uniformerede politibetjent med pistol, stav, lygte, walkie-talkie og kors, bånd og stjerner.

Jeg når lige at sige til min nye ven Ken, at ”hvis han prøver på det mindste, så vil jeg for evigt sagsøge Albanien”, inden betjenten forsigtigt banker på ruden. Min nye ven ruller ruden ned, politibetjenten stikker sin hånd ind, tænder for lyset på bilen og vinker os videre med et smil. Sådan!

Ingen bøder eller morallære om trafik og sikkerhed. Blot god service. Hvis min kærlighed til Albanien var begrænset inden afrejsen, vokser den nu frem i fuld flor.

Om Albanien

5 ting, vi aldrig stødte på eller blev udsat for i Albanien:

  1. Tiggere på gaden
  2. Emsige sælgere
  3. Uforskammede tjenere
  4. At blive snydt
  5. Irriterende embedsmænd (tværtimod)

På vej gennem Tirana lufthavn smiler tolderen til mig. Jeg kigger overrasket på ham, men han siger blot, som var det det naturligste i verden for en tolder: ”Jeg håber, at De havde et behageligt ophold, og at vi snart ser Dem igen”.

For første gang i 50 år er jeg tæt på at blive mundlam, men jeg får alligevel fremstammet: ”Det kan De roligt regne med, jeg kommer tilbage”.

Hold op, hvor jeg elsker det land.